Fjerritslev Tinghus er både kulturhistorisk og arkitektonisk set spændende og bevaringsværdigt. Bygningen er tegnet af Victor Nyebølle og opført i 1909 og var i funktion som ting- og arresthus indtil 2007, hvor domstolen blev nedlagt i forbindelse med retsreformen. Samme år blev huset fredet af Kulturstyrelsen med begrundelse i husets detaljerigdom og som et fremragende eksempel på nationalromantikkens blandede stilarter.
I 2009 købte Jammerbugt kommune bygningerne, og siden har Kulturforeningen Tinghuset drevet huset med kulturelle aktiviteter samt musikundervisning ved Jammerbugt Kulturskole. Det er da også i særlig grad de mange ildsjæle, der sammen med Jammerbugt kommune skal have æren for restaureringsprojektet.
Restaureringen er foregået under ledelse af arkitekt Søren Kibsgaard og udført af lokale håndværkere, mens Bevaringscenter Nordjylland har stået for en række særligt bevaringsværdige detaljer, herunder husets meget fine kalkmalerier. Det fredede tinghus er nu tilbageført til fordums pragt, samtidig med at det er blevet forsynet med moderne bekvemmeligheder, bedre isolering og fornyelse af alle installationer, så det i mange år fremover kan fungere som et moderne kulturhus.Kammermusik Tinghuset foto Ålborg Symfoniorkester