BLIXEN – BARONESSE, STORVILDTJÆGER, STORYTELLER

Blixen – Baronesse, storvildtjæger, storyteller
– optakt til Ordkraft 2017

Årets tema på Ordkraft 2017 er natur. Derfor varmer vi op til Ordkraft ved at tage jer med på en rejse ind i Karen Blixens store fortællinger. Blixen havde en unik evne til at skildre menneskets natur og naturen selv i sine fortællinger. Hun var en forfatter, der følte sig hjemme i naturens mange elementer og med en troldsplint i øjet havde blik for at afspejle mennesket i naturen og spejle os i hinanden.

Med jægerens trænede blik skildrede hun livet på Afrikas storslåede savanne. Hun lod stormfloden blive til en syndflod og lod den forblæste jyske vestkyst danne baggrundstæppe for et storslået gæstebud, hvor de grå gæster folder sig ud som smukke roser, mens den sanselige mad fordøjes.

Sune de Souza Schmidt-Madsen er forfatter til foreløbigt to bøger om Karen Blixen.
Vi kommer helt med ind i stuerne og rundt i haverne på Rungstedlund, når han fortæller om sin tid som underviser ved Karen Blixen museet. Sune deler levende og engageret ud af sin viden om Blixens liv og litteratur: fra mødet med Afrika til hendes sene debut tilbage i Danmark, som hele verdens storyteller.

Sune bliver interviewet af Tine Eggertsen fra Aalborg Bibliotekerne.
Tine vil også fortælle meget mere om indholdet på årets Ordkraft og løfte sløret for hvilke forfattere, der i år besøger Ordkraft.

Ordkraft 2017 foregår fra fredag d. 7. april, lørdag d. 8. april og søndag d. 9. april i Nordkraft i Aalborg. Se nyheder og meget mere om Ordkraft på www.ord-kraft.dk eller på facebook https://www.facebook.com/Ordkraftdk/

Hvad:
Optakt til Ordkraft om Blixen og menneskets natur i samarbejde med regionens biblioteker i foråret 2017 med udgangspunkt i En lille bog om Blixen, og Karen Blixen. Baronesse, storvildtjæger, storyteller af Sune de Souza Schmidt-Madsen.

Hvem:
Sune de Souza Schmidt-Madsen
Redaktionschef for skønlitteratur på Lindhardt og Ringhof, oversætter og forfatter. Tidligere ansat som underviser ved Karen Blixen Museet. Cand.mag. i litteraturvidenskab med speciale i Karen Blixen. I 2012 samlede han sin viden om Blixen i bogen En lille bog om Blixen., som han modtog Georg Brandes-Prisen for. I et let og levende sprog belyser han Karen Blixens liv og forfatterskab og sætter hendes værker i en både periodisk og personlig kontekst.

I 2015 voksende bogen sig stor og blev til det store smukt illustrerede værk: Karen Blixen. Baronesse, storvildtjæger, storyteller , hvor teksten er ledsaget af ca. 400 illustrationer: manuskriptsider, bogforsider, tegninger, malerier og fotografier fra barndommen, tiden i Afrika og fra de sidste årtier i hendes liv.
Kontaktperson vedrørende arrangementet:
Bodil Bøtcher

Bibliotekar
Tlf. 9931 4367
bodil.boetcher@aalborg.dk