Indlæser Begivenheder

Den 15. april 2026 får vi besøg af den klassiske guitarist Kaare Norge i Tinghusets flotte sal til en aften med koncert, anekdoter og maleriudstilling,

I mere end tre årtier har Kaare Norge glædet og begejstret publikum med sine virtuose fortolkninger af tidsløse klassiske musikstykker, egne kompositioner og arrangementer af nyere popklassikere.

Kaare Norge er dog også en anerkendt billedkunstner, der har malet i mere end 25 år og udstillet sideløbende.

Det er lyset, naturen og landskaberne Kaare Norge kredser omkring i sine malerier, hvor stilen strækker sig fra halvabstrakt til detaljeret naturalistisk. Kaare Norges malerier er musik på lærred, det er der ingen tvivl om, når man hører ham spille og ser hans malerier.

En aften med Kaare Norge byder på musik med stor inderlighed og temperament, og et repertoire, der spænder bredt – fra de klassiske komponister som Mozart, Schumann og Carl Nielsen, over Cavatina fra filmen Deer Hunter, sydamerikansk og spansk musik, flamencoinspirerede numre og danske sange – til arrangementer af popnumre som “Tears ind Heaven”, “Blackbird”, “Always on my mind” og “Candle in the Wind”, for blot at nævne nogle fra aftenens program.

Imellem numrene fortæller Kaare Norge om tilblivelsen af arrangementer og kompositionerne, blandt andet om da han skulle spille kendingsmelodien han havde skrevet til Poul Thomsens udsendelse “Dus med dyrene”, live på TV, og fik sit livs chok.

Efter koncerten, er der mulighed for at se et udvalg af Kaare Norges malerier og tale med kunstneren selv.