Barndomsminder fra arresten i Fjerritslev

Artiklen er hentet fra Han Herred Bogen 2015, udgivet af Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred 2014.

Læs mere om bogen – herunder bestillingsmulighed på denne og tidligere årgange – på www.hanherred.dk/hanherredbogen
Bestil fast abonnement og spar ca. 20 pct.

Af Rita Rendow [Biografi]

Født 22. oktober 1942 på Svinkløvgaard ved Grønnestrand som datter af Kamma (født Mikkelsen) og Aksel Søndergaard. Gift med Per Rendow. Lærer ved Sengeløse Skole 1966-96. Siden bosat på Skovbrynet i Fjerritslev. Leder af Kollerup-Fjerritslev Lokalhistoriske Sognegruppe og frivillig medarbejder på Lokalhistorisk Arkiv samt Bryggerimuseet. Formand for foreningen Lyngmøllens Venner af 2012.

Ved den lokalhistoriske herredsudstilling, der blev afviklet i Tinghuset 24.-25. oktober 2009 som markering af 100-året for opførelsen af retsbygningerne i Fjerritslev, kom der rigtig mange besøgende. Blandt dem var to søskende, der er vokset op i netop Tinghuset. Det var arrestforvarer C.M. Madsens datter Dorrit, der blev født i 1928, og hendes bror Arne, der blev født i 1931.

Over en hyggelig tår eftermiddagskaffe i november 2009 delagtiggjorde de mig i nogle af deres barndomsminder, som resulterede i et indlæg, som blev bragt i to dele i Kultur/Senior Centrets månedsblad, Park-Tidende, i henholdsvis december 2009 og januar 2010.

Arrestforvarer Madsen tiltrådte stillingen ved Tinghuset i Fjerritslev 12. december 1925, hvor han afløste J.P. Nielsen efter 36 års virke henholdsvis på Skerpinggaard og i Fjerritslev. Madsen gik på pension i 1947 og blev afløst af arrestforvarer Knudsen, som så var der, indtil fængslet lukkede den sidste fange ud i 1954, hvorefter arrestfløjen fra 1959-60 blev indrettet til advokatværelser samt politi- og motorkontor.

Den tid, Dorrit og Arne har flest minder fra, er krigsårene, hvor der navnlig i den sidste periode var mange fanger i Tinghuset. Det var, fordi der – af pladshensyn – kom en del fanger fra Aalborg, hovedsagelig sortbørshandlere, der havde handlet ulovligt med rationeringsmærker og skulle afsone deres dom. Da Fjerritslevs navnkundige landbetjent »Røde Willy« kom til i 1943, startede »overbefolkningen«. Vagtværnet fra politiet kom i kranbiler med fangerne. Efter krigen kom politiet fra København og forestod afhøringerne.

Ellers var det sådan, at Madsens sørgede for en god og – efter forholdene – alsidig kost. Der blev lavet en 14-dages madplan, som blev kontrolleret af amtslægen i Thisted.

Kartofler blev der serveret hver dag, og de indsatte måtte selv skrælle dem. Så blev de kogt i en 12-liters jerngryde på det store komfur i køkkenet, hvor der blev fyret med tørv. I øvrigt var der ca. 19 kakkelovne i arresten. Tørvene kom med en jernbanevogn til stationen i Fjerritslev, og de blev kørt til arresten af vognmand Peter Pedersen i Algade, men fangerne stakkede dem. Da der blev knaphed med benzin, blev det vognmand Karl Holm, der leverede tørvene med hestevogn.

Arrestforvarer Madsens havde høns, og de fik på et tidspunkt også et par grise, så eventuelle madrester ikke skulle gå til spilde. En gris måtte engang imellem lade livet, og så kom der flæsketerninger på kartoffelmosen. Meget af fedtet blev dog smeltet af til »fedtegrever« og fedt til fedtemadder. To gange om ugen leverede bager Pedersen i Danmarksgade nogle ottepunds rugbrød, og Sven Aage kom med mælk fra mejeriet Dalhøj.

Sild fik de leveret fra en fiskehandler fra Aggersund. »Kaffe« blev lavet af en blanding af cikorie og Rich’s eller anden erstatning. Arne mindedes, at det blev blandet med hænderne i et stort fad, og bagefter var hænderne dejligt bløde og rene.

Mellem retssalen, arresten og arrestforvarerboligen var der kontor (og ikke som indtil for nylig et »hul« med trappe ned og trappe op). Her hang telefonen, så den kunne høres fra alle tre afdelinger. Arresten havde telefonnummer 25.

For at der kunne være vagt døgnet rundt, var der ansat tre medhjælpere. Der var kaldeanlæg, så fangerne altid kunne få kontakt til kontoret i tilfælde af sygdom – eller toiletbesøg. Ved toiletbesøg skulle man udendørs, idet der var tre lokummer i vestenden af fangegården. Det var retirader med en »dør« på midten, så man kunne se fødderne og hovedet. Der var baderum i den første af cellerne, hvor der nu er toilet. Der var i øvrigt også venterum til benyttelse i forbindelse med retssagerne, og vinduerne sad højt.

Hvis dommen førte til arrestation, skulle tøj og øvrige ejendele afleveres, og det blev låst inde og først udleveret igen efter afsoningen. Der blev så udleveret fangetøj, og de udleverede ting blev vasket i arrestforvarerens vaskekælder. Når der skulle vaskes, varede det to dage, og der var en kone fra Nyvej, der hjalp til.

Lagen og tæpper blev også udleveret til briksene, der kunne slås op om dagen, og når der var særligt mange indsatte, fik de ekstra tæpper fra Beredskabscentret i Thisted. Når tøjet var kogt i gruekedlen og skrubbet på vaskebræt, blev det hængt til tørre på loftet over cellerne. Til hjælp i huset havde fru Madsen en ung pige hele året.

Arrestforvarer Madsen stammede fra Husby og havde fået sin uddannelse på den åbne anstalt ved Horsens. Her havde han lært noget om, hvad de indsatte kunne beskæftiges med. Der blev blandt andet lavet kranse af halm til gartnerne. Desuden blev der lavet sivsko, og mere komplicerede ting blev fremstillet af fletninger, lavet af rughalm; men det skulle være af halm, der var tærsket med plejl. Her var en husmand øst for Østergaard leveringsdygtig.

Fletarbejdet blev holdt sammen med sejlgarn, og det var særdeles holdbare ting såsom brændselskurve. Der blev endog fremstillet gulvtæpper, flettede og sammensyede. Under krigen blev der også fremstillet koste af revlingestængler, som det fremgår af efterskriftet til denne artikel.

Efter krigen kom nogle piger, efter at de var blevet klippet skaldet, i beskyttelsesarrest.

Vest for arresten var der politistation, men den er nu revet ned. Mod nordvest, der hvor Sandagervej nu forløber, var der et lysthus, og haven var meget større. Der var også garage her til dommerboligen, men dommer Gædeken var ikke særlig god til at køre bil. Derfor cyklede han gerne. Engang var han kommet cyklende fra sit sommerhus ved Grønnestrand, og da han samtidig var meget distræt, tog han cyklen med ind i retssalen.

I dommerboligen havde de rindende vand, for den bolig sorterede under staten. Arrestbygningen derimod sorterede under Thisted og Hjørring amter. Derfor måtte man her nøjes med en pumpe og selv pumpe al brugsvandet op med håndkraft. I 1938 kom Tinghuset også til at høre under staten.

Der var også en gårdsplads mod nord, hvortil der var udsigt fra køkkenvinduerne. Dem var der i øvrigt tremmer for.

I arrestforvarerens bolig havde de en schæferhund, Chang. Den kunne ikke lide dommer Kofoed, for han havde klumpfod, så det lød lidt underligt, når han kom gående. Familien havde på et andet tidspunkt en sort newfoundlænder, Tor. Den var ikke glad for tyskerne. Til gengæld var den lidt af en vandhund, og den holdt meget af at stå under vandfaldet ved Lejrmarken.

Når der engang imellem var tid til leg, foregik det på arrestens lofthvælvinger og i tårnet.

Men skolen skulle jo også passes. Da krigen kom, tog tyskerne skolen, så undervisningen kom til at foregå på Teknisk Skole i Jernbanegade, og da tyskerne også tog den, flyttede alle syv klasser til to rum på kroen. Legepladsen var mellem træerne i Søndergade. Sydøst for kroen (hvor Eurospar ligger i dag) var der samlestald, så lugten var somme tider »lidt stram«. Øst for kroen og foran kroen holdt rutebilerne.

Foruden lærer Gaardbo var der V. Nielsen, A. Nielsen, frøken Pedersen og frøken Vester, der i øvrigt også ledede »de blå spejdere«.

Efter skolegangen kom Arne til landbruget. Dorrit kom fra 1943-45 til at gå på præliminærkursus i Brovst. Hun benyttede toget, men den sidste tid havde hun et værelse i Brovst. Efter endt skolegang kom hun på systue.

Efterskrift

Som nævnt ovenfor blev fangerne i Fjerritslev Arrest beskæftiget med forskellig fremstillingsvirksomhed i besættelsesårene 1940-45.

Under krigen overtog den senere vvs-installatør Kaj Rasmussen, Thistedvej 12, en lille virksomhed med fremstilling af staldkoste af revling. Kaj fortæller i et interview:

»Der var jo knaphed på alle områder, så det var med at være opfindsom. Den gamle jernstøber Jørgensen og jeg lavede maskinerne, som blev stillet op i det lille, stråtækte husmandssted, der ligger op ad Thistedvej (22) tæt ved min kones hjem. Det var dyrt at drive tre elmotorer, så jeg fik en aftale om billig strøm fra elmøllen om natten. Jeg havde en snes mand i arbejde med at rykke skovrevling ude i klitten, samtidig med at nogle damer rev kogler sammen til at fyre med.«

Også afsætningen stillede sine udfordringer. Der var begrænsninger på transport med bane, så undertiden måtte Kaj hyre en generatordrevet lastbil for at få et læs koste fragtet til Aarhus, hvor de skulle videre til et stort børstenbinderi i København.

Færdige koste blev afsat hos grosserer Davidsen i Nørresundby og i Fjerritslev Brugsforening.

Kaj Rasmussen var på god fod med arrestforvarer Madsen, der velvilligt sørgede for billig underleverance i kraft af den snes indsatte, han i reglen havde at beskæftige.

Produktionen af revlingekoste i Fjerritslev standsede, da forsyningerne af råvarer igen begyndte at blive normale et par år efter krigen.